Masterprojekt, 15 ECTS / Master's thesis

Studienævn for efter- og videreuddannelse på Samfundsvidenskab og Sundhedsvidenskab , Odense
Undervisningsaktivitetsnr.: 9873701.
Undervisningssprog: Dansk.ECTS / belastning: 15 ECTS / 0.250 årsværk.
Eksamenssprog: Dansk.
Periode: Forårssemestret 2018.Godkendt: 24-10-17.
Censur: Ekstern censur.
Bedømmelse: 7-trinsskala.
Udbydes i: Århus, Odense.

Fagansvarlig:
Lektor Mads Leth Jakobsen, Institut for Statskundskab. Aarhus Universitet.

Forudsætninger:
Forudsætningen for tilmelding til masterprojektet er at have bestået minimum 30 ECTS og være tilmeldt og/eller bestået 45 ECTS.

Formål og sigte:
Formålet med masterprojektet er, at den studerende udvikler sin viden, færdigheder og kompetencer til…
  • selvstændigt at indkredse og afgrænse en problemstilling, der har relevans for og relation til ledelsespraksis,
  • selvstændigt at gennemføre en empirisk og teoretisk undersøgelse af denne problemstilling samt
  • at foretage en selvstændig og kritisk perspektivering af denne undersøgelse til ledelsespraksis.
Det færdige masterprojekt skal demonstrere viden, færdigheder og kompetencer til at arbejde selvstændigt og videnskabeligt ved løsning af ledelsesrelevante problemstillinger.
Masterprojektet er det afsluttende projekt på uddannelsen, hvor den studerende får mulighed for at anvende og demonstrere, hvad der er lært gennem uddannelsen.


Indhold:
Masterprojektet kan tage udgangspunkt i alle fag på FMOL, der udbydes af videnskabeligt ansatte ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Målbeskrivelse:
For at opnå fagets formål er det læringsmålet for faget, at de studerende…

Demonstrerer viden om fagets emner, således at de er i stand til at:
* redegøre for relevante teorier, metoder og sagsforhold i tilknytning til emneområdet og den valgte problemstilling.

Demonstrerer færdigheder, således at de er i stand til at:
* identificere og konkretisere en ledelsesrelevant problemstilling inden for et emneområde.
* udvælge relevante teorier og metoder til belysning af problemstillingen.
* sammenligne de udvalgte teorier og metoder med henblik på at identificere deres respektive styrker og svagheder i forhold til belysning af problemstillingen.

Demonstrerer kompetence, således at de er i stand til:
* Selvstændigt at anvende teorier, metoder, tilgange og empiriske resultater til belysning af den valgte problemstilling.
* Kritisk at vurdere implikationer og anvendelighed af resultaterne i forhold til ledelsespraksis.

Afhandlingen skal med udgangspunkt heri blandt andet…
* baseres på teoretisk og empirisk litteratur med relevans for problemstillingen.
* indeholde en gennemgang af projektets relation til ledelsespraksis.
* have en afsluttende kritisk perspektivering i relation til ledelsespraksis. Heri kan indgå en vurdering af eventuelle løsningsforslag herunder mulighederne for at gennemføre disse.

Det er ikke et krav, at elementerne om ”relation til ledelsespraksis” og ”kritisk perspektivering i forhold til ledelsespraksis” behandles udtømmende i den skriftlige opgave, men de vil så skulle gives en særlig opmærksomhed ved den mundtlige eksamination.  
Masterprojektet kan inden for disse rammer udfoldes på mange måder. Det er således muligt også at lave projekter, hvor den studerende spiller en mere aktiv rolle i de undersøgte fænomener (som for eksempel ved aktionslæring) end i traditionelle akademiske analyser.
 




Undervisningstidspunkt:
Forårs- eller efterårssemestret, når forudsætningerne er opfyldt.
I forårssemestret skal afhandlingen afleveres ultimo maj/primo juni
I efterårssemestret skal afhandlingen afleveres ultimo december/primo januar


Undervisningsform:
I tilknytning til den studerendes udarbejdelse af masterprojektet modtager den studerende vejledning. Vejledningen ydes som sparring til den studerende med afsæt i den studerendes egne overvejelser om afhandlingens struktur og udformning og inddragelse af teori, metode og empiri i problemløsningsprocessen. Det forventes, at den studerende selv tager initiativ til vejledningsmøder.
Problemstillingen aftales med vejleder. Den nærmere vejledningsforløb aftales også med vejleder.
De studerende afleverer emne til afhandlingen ultimo maj for efterårssemestret og ultimo november for forårssemestret. Vejleder tildeles snarest derefter.
 .

Eksamenstidspunkt:
Forårssemester: Ordinær eksamen i juni - med omprøve i august.
Efterårssemester: Ordinær eksamen i januar - med omprøve i marts
Deltagelse i omprøve kræver, at man har afleveret sit masterprojekt rettidigt og forsvaret det ved den ordinære eksamen med bedømmelsen ikke bestået.

Eksamensbetingelser:
Ingen.

Prøveform til eksamensbevis:
Skriftlig opgave på minimum 50 og maksimalt 70 normalsider med mundtlig eksamen af 45 minutters varighed (inklusiv votering).
Ekstern censur efter 7-trinsskalaen.

Supplerende information til prøveform:
For opgaver med mere end en forfatter gælder, at besvarelsen skal være udformet, så det fremgår, hvem der er hovedansvarlig for de enkelte dele af opgaven.
Det maksimale antal for en gruppe er 3. De studerende eksamineres individuelt.
Ved eksamen tages udgangspunkt i hele gruppeopgaven.
Masterprojektet har et omfang svarende til 50-70 normalsider a 2.400 anslag, hvis man skriver alene.
Ved en gruppe på to skal det fremgå, at de studerende hver har udarbejdet mindst en tredjedel. Højest en tredjedel kan udarbejdes sammen. Sideantallet øges med 50%.
Ved en gruppe på tre skal det tilsvarende dokumenteres, at de studerende har udarbejdet hver mindst en fjerdedel. Højest en fjerdedel kan udarbejdes sammen. Sideantallet øges tilsvarende med 75%. En side svarer til 2.400 anslag, inkl. tegn og mellemrum.
Masterprojektet skal forsynes med et resumé på et fremmedsprog -engelsk.
Hvis masterprojektet er skrevet på et fremmedsprog, bortset fra norsk og svensk, kan resuméet skrives på dansk. Resuméet vægtes ikke i afvejningen af, hvordan det skriftlige masterprojekt og den mundtlige eksamination skal vurderes.

Hvis masterprojektet ikke bestås, skal det bearbejdes, så den på ny kan blive bedømt. Den studerende får som udgangspunkt stillet den samme vejleder til rådighed.




Studier:
Master i offentlig ledelse
Alle semestre, obl./valgfag. Udbydes i: Odense, Århus